At mestre Livet

DSCN8783

Livet er læring

det kan vi vidst godt blive enige om. At vi fra vi åbner vore øjn til vi lukker dem igen – lærer og tager ved lære. Nogle af os, sådan som  jeg, skal igennem de samme “ting” igen og igen, til det sætter fast, og man kan sige “ brændt barn skyr ilden”. Man lærer så længe man lever.

Der er skolen, hvor man lærer fag og bliver skolet og udrustet til at gå videre ud i livet. Træne hjernen og hukommelsen og få færdigheder. Få et erhverv , en uddannelse, lære at begå sig mellem andre, lærer den sociale kode, at være samfundsborger, finde sin plads i livet, kariere, hjem og familiestruktur. Sætte sig mål og og stile efter dem, arbejde hen imod dem. til man sidder et eller andet sted i hierakiet….

Så er der livets skole – at gøre sig erfarringer med livet og sig selv, i livet. At finde ud af sine begrænsninger og forcer. At køre gentagelser på gentagelser, indtil det sidder som holdninger til livet og sig selv. Der hvor personligheden bliver dannet, og man siger, at man lærer af sine fejler. Nogen har mange, eller også hopper de ud i mange ting, og får mange knubs og går i den hårde skole. Andre kommer gennem livet meget forsigtigt og gelinde. Jeg kan vidst godt sige, at jeg er en af den først nævnte, og det kan man ikke prale af. Det er ofte fordi, man ikke lytter efter andre, og lærer af andres erfarringer, men absolut skal drage sine egne. Det er nærmest dumhed, at skulle mærke på egen krop, for at lære. Jeg kan så sige, at jeg har været så heldig, aldrig at have følt mig tiltrukket af hash eller stoffer, for så ville jeg såmænd også være havnet i den grøft, og ej heller kriminalitet. Men alt muligt andet og tit i kærlighedens navn, og hvor er det navn dog misbrugt. Alt muligt kan blive stoppet ind i ordene: det er fordi jeg elsker dig så meget……begrænsninger og misbrug af magt feks. Det er jeg vaccineret mod – for jeg tror på ingen – mere.

Så mange ting man har gjort fejl, og så mange ting, der tynger rygsækken ned, så man er ved at gå bagover, og kan have svært ved at komme fremad. Mit sind har været stopfuld og har haft en tendens til at køre film – gamle film – der i flere år har stoppet mig i min udvikling, som menneske. Skyld og skam fordi jeg ikke kunne gøre det bedre, end jeg havde gjort. Så let, når man ikke står i situationen og er alders-svarende, så let at være bagklog i en anden alder, i en anden situation. Ofte er omgivelserne med til at fastholde mennesker i de roller, som de kender dem, og at træde ud af rollen giver modsvar og negative reaktioner. Sådan er livet, sådan er vi mennesker overfor hinanden. Vi kan bedst lide det vi kender – flokken.

Jeg søgte viden i de forskellige selvudviklingsbøger og læste om eksistentialisme, arbejdede med mig selv, for jeg havde ikke tænkt mig at være offer og udfylde en offerrolle med depressioner og indlæggelser, have suicide tanker og blive ved med at gøre mig selv til et stort 0. Det havde jeg gjort i så mange år, og det der lå bag mig var ren kaos, slet ikke noget at være stolt af. Min familie var ren dyss, og jeg følte, at jeg måtte starte med mig selv – og det gjorde jeg. Selvfølgelig fik jeg at vide, at jeg var ren egoist og kun tænkte på mig selv. Det kan jeg godt se – nu – ikke dengang. Jeg var meget såret, og jeg følte, at alle svigtede mig og vendte mig ryggen. Røg i grøften – og op igen – og sådan er der gået mange år – ligesom sinuskurven og vekselstrøm. Jeg er aldrig rigtig nået til stærkstrøm –

En af de fejler, man gør, når man, som jeg, har forceret mange hurdler og har gjort andre ondt, samtidig med sig selv, det er, at lade filmene køre og genopleve og spanke sig selv, for noget man én gang har taget sin straf for. Dengang det skete, i tiden hvor handlingerne fandt sted. Det er så sindsygt at straffe sig selv igen og igen, for noget, der er sket for måske flere tiår siden. Intet ændres fordi man beder om syndsforladelse eller går gennem skærsilden, endnu engang. Det har livet lært mig – lad være med at give den slags tanker opmærksomhed, det er aflæring ikke tillæring og ingen nyder godt af et menneske, der sidder og sutter på en gammel pegepind eller pegefinger. Sådan har jeg det også med mennesker, der kommer og går i rette med mig – hvorfor gjorde du dit og, hvorfor dat. Engang forsøgte jeg at svare, sådan som jeg havde gjort mig mine tanker, og det faldt ikke i godt jord – det blev taget, somom jeg ikke talte sandt – undskyldninger. Det er jeg så holdt op med. Folk vil gerne bekræftes i deres egen tro, og gider jo ikke at høre på, hvad jeg siger alligevel. Måske skulle jeg spørge – vil du virkelig høre på, hvad jeg har at sige eller…….hvis det skulle forekomme igen. Det er mine børn jeg snakker om… og jeg er nu engang sandhedskærlig, og bruger ikke undskyldninger for noget som helst. Hverken overfor mig selv eller andre. Tværtimod er jeg nok for hård.

Jeg har oplevet mange mange ting, og jeg tror jeg har oplevelser nok til at dække flere liv. Derfor lever jeg så stille som muligt, idag, helst uden sindsbevægelser. Jeg har ikke brug for at blive underholdt eller tage på ferierejser, koncerter eller andre events. Jeg tager på rejser ud i naturen og også på indre rejser – jeg har min mangefarvede fantasi og – heldigvis humoren…..Når man har været i helvede, så er alt andet jo nærmest himmeriget, og så er det så svært, at tage de daglige problemer særlig alvorligt. Jeg kan synes, det er synd for folk, når de går ned med flaget og forsumper eller andet – Men de har kun sig selv at støtte sig til, arbejde med, takke for det – dybest set , – sådan tænker jeg – at det havde jeg. Jeg har aldrig kunnet bruge andre mennesker til noget som helst, der virkelig bundede i noget mærkbart – alt kom fra mig selv – og det læsestof, de ord, som jeg tog til mig, som passede til mig. Jeg er glad for, at jeg er så videbegærlig, som jeg er, nysgerrig efter mere viden og forståelse. Det har været min redning til – at jeg i det mindste i den sidste ende kan sige, at – jeg har et godt liv. At jeg ikke mangler noget materielt, og at jeg har lært mig, at leve med min fortid og dets “synder” – Det har været det allervigtigste – tror jeg – tilgivelsen. At kunne tilgive sig selv, er absolut sværere, end at tilgive alle andre – også dem der støbte kuglerne.. Og en ting mere, – det er altid muligt at få et bedre liv – man starter bare med små trin og er ligeglad med om det gør ondt eller at stå alene – for det gør man og det gør det. Man skal bare fortsætte og være vedholdende, skabe sig idealer, der er gode…

Livet er godt,  jeg har det hele, men selv i solskin, må man have lov til af græde….

December måned–det er vinter

DSCN8654-001

Så hoppede vi let og elegant ind i december og vintermåneden.

Vi hilser frost og vintervejr velkommen. Så skønt med klare stjerner på himlen, når vi går aftentur, og der har været nærmest vindstille de sidste dage. Når bare tøjet er iorden er det nu rart nok at det bider lidt i snuden og luften mærkes ren og frisk. Klare øjn og røde kinder og hunden er ellevild med det frosne rimgræs. Den eneste der ikke rigtig vil være med, er mit kamera, det gi, i sort flere gange imorges, så jeg glippede en flok sangsvaner på vingerne og – den flotte regnbue – Fik en aftagende og svanerne da de vippede over tagryggen af genboens hus. Oplevelsen er min – det er rigtigt men jeg ville meget gerne have den med mig herind, og så genopleve og kigge nærmere på svanerne som var lyserøde efter morgenrøden – hvor solen var på vej op over horisonten. Den ser vi aldrig, her hvor jeg bor, midt på en bakke, først når den er kommet et stykke op over træer og huse og hvad der nu er foran.

Jeg er ikke en person der juler, ikke mere efter børnene er blevet voksen og børnebørn også. Når man mister for mange mennesker, som har været en del af julen, så bliver det aldrig det samme – og jeg føler mig ensom og tiloverst uden dem. Kan ikke finde den der julemelodi, så jeg dropper al selvplageriet og gør bare det jeg synes. Som at samle gran, og jeg elsker duften af gran. Fandt en masse efter de har fældet træer i vores skel. Ædelgran tror jeg, med de blålige nåle. Jeg fyldte en pose og vil lave noget med det – ved ikke endnu hvad. Noget af det blev brugt udenfor, i en bakke med juletulipaner. De er så flotte når de springer ud i flot rød og de står udenfor mit vindue, hvor jeg vil have en lyskæde til at ligge. Lys skal der til og gerne meget, for hos os er der bælgravende mørkt om aftenen. Men allerhelst ville jeg gerne springe juleriet over og så vågne op d. 1. januar, når hverdagene igen er, som de skal være. Folk har fejret det, der fejres skulle julegaverne er givet og modtaget og nytårskrudtet er skudt af, og forhåbnetlig ingen tilskadekomne i trafik eller i husene……Ja sådan har jeg det. Men vinteren den er fin nok og jeg strikker varme sokker til sønnen, datteren og til mig selv og så vil jeg se, om jeg kan finde ud af at sy hjerter på dem. Det ser så fint ud….men allerførst hælen – det svære som skal læres……

Bedre at forebygge ………

bedre at forebygge end helbrede     Link til radiodoktoren om syre – base

 

DSCN5750

Når jeg støder på en tekst, hvor der står at noget er godt for noget – vurderer jeg….Er det noget, der lyder fornuftigt ? giver det genklang i mig ? er det let at få ind i min hverdag ? Og sådan går der en tid med vurdering, indtil det er tid til at prøve af eller afkaste. Ingefær fik jeg ind i mit liv pgra., at jeg havde så ondt i mine hofter og knæ, når jeg gik. Særlig slemt var det, når jeg gik på ujævn terræn, og det gør jeg jo tit, og det pinte mig meget. Flere timer om dagen, bruger jeg jo derude, og det kan jeg ikke undvære, den frihed skal ikke tages fra mig, så derfor hoppede jeg lige ud i det, og begyndte at lave ingefærshots.

Det var jo et rent vidundermiddel og i løbet af kort tid kunne jeg mærke forskel – og det er fortsat sådan, men ændret, så jeg tager det i rå form – river 1 cm ingefær og ½ cm gurkemeje, sådan ca, og kommer det i ½ presset citronsaft og ½ glas vand, hver morgen. Ingefær og gurkemeje er økologisk og med skræl.

Jeg ved ikke om jeg går rundt med toksiner i min krop, giftstoffer som ophober sig og gør kroppen syg og tager energi. Men ihvertfald faldt jeg over et link på nettet, der handlede om agurk, og hvor godt den grønsag var for kroppen. Udover at toxinere, var det også et slankemiddel. Yes! Jeg er overvægtig og har været det mange år efterhånden, så nu skulle jeg igang med det slankemiddel. 1 agurk rives, 2 cm ingefær skæres i skiver, citronskal rives og 1 citron skæres i tynde skiver, 8 mynteblade. Det hele kommes i 2 l vand og står koldt 2 døgn og sies. Jeg blender det hele for at få alle fibre med. Først med stavblender, derefter i en blender, hvor det bliver finere. Kommer på ½ liters flasker og i fryseren. Drikker ½ liter over 2 dage. Jeg vil tilstå, – jeg er ikke blevet slankere, men jeg er blevet afhængig af smagen, der giver en god fornemmelse i munden.

Kræft er en sygdom, som jeg tror vi alle frygter. vi kender alle nogen, der har haft eller har kræft og nogen af os, har mistet venner eller familiemedlemmer. Jeg har mistet 4 søstre, som har haft kræft forskellige steder på kroppen. Da jeg læste radiodoktorens råd om bicarbonat, var jeg prisgivet, for noget nemmere og billigere kunne jeg da ikke forestile mig fandtes. Og så imod kræft!!! forebyggende og helbredende !!! endnu flere udråbstegn. Læste om en fransk onokolog, der havde fundet frem til dette middel og brugte det på sin  klinik med succes. Dr. Ötkers natron og ahornsirup – 1-5 – 1 tsk natron til 5 tsk sirup. Og så måtte jeg igang med at lede efter disse vidundermidler og fandt det i Fakta. Sååå simpelt…Jeg laver 15 spsk sirup og 5 spsk natron ad gangen. Kommer det i en gryde og varmer stille op, lader det bruse op så stofferne er aktiveret og lader det langsomt køle af i gryden. Ca 5 min. og så i køleskab. Det tager jeg 1-2 gange om dagen. 2 timer efter og før et måltid, så det ikke ødelægger mavens naturlige fordøjelse. Kræft kan ikke leve i en basisk krop – kræftcellerne lever af syre og jo mindre syre, jo mindre har de at leve af og natron gør kroppen basisk – eller neutral en ph værdi på omkr 7. Jeg har aldrig vidst sådan noget før og det er heller ikke sådan at Kræftens bekæmpelse kommer og oplyser folk, hvad de vel burde. Bicarbonat findes også naturligt i kroppen. Natron kan også tages sammen med ½ presset citron med et gals vand. Her skal natron også først afbruse i citronsaften inden vandet tilsættes. Ahornsirup skulle være den ideelle da virkningen da når ud i hjernen og andre ydrepunkter, ifølge de mere oplyste. Læs om det på linken øverst og artiklen Kræft er ingen sygdom men……

Jeg kan godt synes, at det kan være svært at nå at spise og drikke alle de ting, som man ved er sundet og godt for kroppen. 6 frugt og grønt feks. når jeg ikke altid. Derfor blender jeg og laver smoothies, og om foråret og sommeren bruger jeg oså brændenæler og mælkebøtter, der er så rige på minetraler, som knap findes i vores grønsager. Jeg tager topskudende på brændenælderne og de nye mælkebøtteskud, og dem plukker jeg, når jeg går hjem og laver smoothie i danskvand, som regel, med æbler, ananas, bananer, pærer og tilsætter lidt tidselolie eller andet. Laver så meget, at der er nok til flere glas og stiller i køleskabet. Bruger babyspinat istedet for u-krudtet i vinterhalvåret, men alt kan bruges, det er en smagsag. En måde at få masser af vitaminer og fjerne den dårlige samvittighed på. Og jeg har det godt – helt ud i håret – når jeg har drukket sådan en drik med krudt i…Man kan finde så mange opskrifter på nettet, jeg holder mig bare til nogle stykker, som  jeg bedst kan lide.

Det er min måde at holde min krop og hele mig fri af  fysiske sygdomme, og føle, at jeg gør noget godt for mig selv…..

Årskalender 2018

DSCN8695

Endelig færdig!

At vælge fotos til årskalendere er et slidsomt job, synes jeg, – for hold da op, hvor har jeg mange tusinde at vælge imellem. Hallejuja for Drops at der er dato på hver og jeg kan skære fra og læge til, som det nu passer bedst. Jeg tror det er første gang, jeg har fotos fra andre byer, ellers er jeg meget hjemstavnsfotograf og bevæger mig knap udenfor bygrænsen Smiley Vagn kalder det en eller anden fobi-navn – det har han læst eller hørt. Det skal nok passe – jeg bryder mig ikke om at komme hjemmefra i længere tid ad gangen. Så det bærer mine fotos præg af. Fotoet for oven er fra Horsens – solnedgang bag Marinaen, den dag min søster Lizzie blev bisat 2017. Det synes jeg godt må foreviges gennem kalenderen i år. Det var smukt og datteren holdt sådan en smuk tale, som jeg tænker tilbage på. Det ville gøre min søster stolt, hvis hun havde hørt det – og overrasket, tror jeg….

DSCN7272

Min søn og jeg tog til Himmelbjerget på min mors fødselsdag, den 1. oktober, for at markere hendes 101 årsdag. Jeg har ikke været på Himmelbjerget siden min skoletid, så det var noget af et gensyn. Så flot det var og sikke en udsigt. Jeg har lavet et foto på lærred af min søn, der står og kigger ud på denne udsigt. Billedet skal med i en udstilling, til marts, så det kan jeg ikke vise her, – men jeg er tilfreds og glad for billedet. Det tror jeg også han vil være, når han ser det. Jeg har for en gang skyld holdt det for mig selv, hvilke billeder jeg vil have med. I år er det ret privat, for der er mennesker på billederne. Jeg har naturligvis valgt dette foto til oktoberbillede. Jeg sælger lidt kalendere, og det kan tælles på én hånd, og så giver jeg den som gave til mine børn. De skal også have noget smukt at se på i årets løb.

Og det tager lang tid og jeg havde allerede lavet en mappe med 12 fotos, men så fortrød jeg og så lavede jeg en ny, og dem har jeg så brugt. Dette foto vil jeg bruge til julekort  – jeg sender stadig et par stykker ud

DSCN8733

Jeg synes det er så smukt, og det er vores mark og skoven er vores skov og solen står der i al sin storhed og pragt, som en stor lysende stjerne… Lige som det skal være ved juletid…..

I blæst og regn

Vejret er altid værdst, når man ser på det, gennem et vindue. Er man først ude, så er det egentlig meget rart, uanset om det regner eller sner. Sådan har jeg det ihvertfald, og så kan jeg være ude i timevis, og er selvfølgelig også klædt på til det. Jeg nyder at mærke vejret, blæsten der rykker og regnen der prikker på kinderne, det enenste vejr som jeg ikke bryder mig om at være ude i er isslag og barfrost. Der har jeg lidt for mange gange faldet og slået mig slemt, så jeg havde men efter det. Og så orkan – men hvem kan gå ude i orkan – det er umuligt. Ellers var dagens vejr noget der gav røde kinder og glans i øjenene. Hunden Charlie kom ud i vandet én gang, så synes jeg det var nok, for bølgerne gik skråt, og han kunne godt føres med strømmen. Så hellere stoppe mens legen er god. Han havde fået sin pind, så er alt godt og så skal den begraves og der skal graves meget i den bløde skovmuld. Han er i sit es. Oppe i Granada, vores lille skov og skovsø bliver der arbejdet. Store lastbiler holder på vores vej, med gravko og det hele – skovsøen skal tømmes og renses ud for slam. Det kan lugtes vidt og bredt. Det er godt og det er skidt, – for der er små padder og salamandere, der har vænnet sig til søens PHværdier – og tilpasses sig. Nu bliver den ren, der er ingen bund at gemme sig i og ingen planter – som åkander og siv – det er rent ud sagt ikke paddevenligt mere. Jeg håber der er nogen, der tænker på det og sætter planter ud inden foråret. Da kommer frøer og tudser langvejs fra for at yngle – ja og stor og lille salamander og de skal helst have noget at gemme sig i og skjule sig under. Jeg er spændt og håber……at der er nogen naturfolk, der har en finger eller to med i spillet.

Jeg prøvede om jeg kunne lave en selfie med blade i luften, 3 forsøg, og de kiksede alle, så det opgav jeg. Det er det der med at tælle til ti, og så kaste dem op i luften, jeg ikke rigtig kunne få til at fungere…..pyt pyt…. Træerne er nøgne nu – de fleste af dem – og det er faktisk på den årstid, man kan have held med at se egern og rovfugle. Idag gemte de sig nok, da det blæste så meget, men ellers……På marken sad der en del sjaggere i træerne – og på jorden omkring kvægets høkasse. Det regnede og linsen på kameraet var uskarp, så det var umuligt at få billeder af dem. Jeg går jo konstant og tørrer den linse med mit halstørklæde, men efterhånden bliver det også våd og så er det lige fedt. Skønt at blive rusket igennem og føle sig levende og jeg er sikker på at huden har godt af det. Så er det godt at komme hjem og få noget at spise, og kaffe skal der til – I love coffee – og dansk vand. Det drikker jeg også meget af – ca 1 liter om dagen. Og der bliver smurt mad og hunden skal også have en leverpostejmad i skålen. så kan vi godt gå ind og hygge os et par timer – mig med krimi og han ved siden af mig, snork sovende. Han har også løbet mange kilometer og nu kører det sikkert på den indre skærm. Det var en dejlig tur i vejr og vind – så kan man klare resten af dagen med et smil 🙂

Løvbjerg og varm leverpostej

Jeg var blevet lidt knotten over, at skulle hente pakke flere kilometer væk, når vi nu havde en GLS pakkepost et stenkast herfra, hvor jeg bor.  Jeg fatter det ikke, hvorfor der ikke undersøges, om det tættest mulige fra adresaten. Men sådan er det ikke altid, og så bliver jeg knotten og træt, bare ved tanken. Men of we go med lang snor og trailer, så jeg ikke også skal slæbe pakken hjem.

Nu har jeg lige været der, så der skulle ikke handles stort, men så kunne jeg jo købe fuglefodder i stor pose, for de har det gode med hirse og ikke alt det korn, som fuglene ikke vil have. Og så skulle vi da have varm leverpostej, noget vi altid fik, førhen, når vi kom hjem fra den trælse gåtur. Og træls er den fordi det er på asfaltsti hele vejen og langs den befærdede vej, så der er ikke noget at opleve. Noget der gør turen mere spændende og oplevelsesrigt. Jeg tænker selvfølgelig i natur. Det var en hurtig derud og en hurtig hjem igen og tog vel et par timer. Tøjet som var i pakken, er ikke prøvet endnu, og jeg håber det passer. Det kan være vanskeligt, og jeg har været uheldig, når jeg har handlet på nettet. Både med kvalitet og størrelse……men lad mig nu se…

Lækkert med varm leverpostej med rødbede og charlie får en skive rugbrød med delikatessen skåret i rytter. Det går også rent ind og Pi jamrer for hun vil også have noget, men kan ikke lide menneskemad. Så får hun lidt knas – dentalhalløj, og så er hun glad. Hun ændrer sig hele tiden. Fra at være en håndsky hyperaktiv kat, der aldrig var inde, er hun nu med i alt, og søger selskab, min hånd, og ligger gerne på skødet, når jeg sidder i chaiselongen og læser . Hun var også ligeglad med, at Charlie fik lidt ekstra, og jeg købte aldrig noget til hende – førhen – indtil en dag jeg købte en lille bøtte med kattegodbider. Det kunne hun lide – og hun forlanger det hele tiden – men det er nu ikke det hun skal leve af. Et par gange om dagen – okay med det. Ellers står der tørfodder til hende hele tiden, – en håndfuld ad gangen – dag og nat er der tilgang til mad. Hun er ikke en kat der bliver tyk og overvægtig – så jeg kan ikke indse, hvorfor ikke?

Så det var næsten den eftermiddaglidt vasketøj skulle ud og hænge og en træls bog er jeg igang med at læse. Det er vidst på tide, jeg får bestilt nogle nye, med højere kvalitet, hvis jeg ikke skal helt død i den her. Og så, som næsten hver dag, fotos, der skal redigeres og sættes i mapper. Morgenfotos og lidt fugle – og så midt i det hele opdagede jeg en farverig aftenhimmel, og den måtte jeg da også have med. Orkede ikke at gå hele vejen, men det er også fint med siluetter på en farverig baggrund, som her. Mine hybenroser – fra Frülingsanfang Helena – klatrrerosen, som er det ene hjørne på pergolaen. Den er duftende dejlig og starter foråret med en væld af hvide roser. Og nu står den med orange frugter til fuglene.

Det var den dag, og jeg har testet mig selv for hvilken parti og kandidat jeg skal stemme på, og det belv liberal alliance, og dét kan jeg sige, det bliver det ikke – aldrig i livet. Jeg stemmer på SF..

Det indre liv

Inde i mit hovede er der hele tiden nogen, der snakker og fortæller – så det ene så det andet. Der er faktisk aldrig ro – hverken dag eller nat – og det er meget trættende. Derfor sover jeg to gange om dagen – ikke længe, men bare det, at jeg falder i søvn, gør underværker. Jeg har det, jeg vil kalde, et rigt indre liv.

Især om natten foregår der det mest utrolige, og der er jeg aldrig alene. Tit er jeg sammen med afdøde søstre, mine forældre og min yngste søn, som jeg mistede for 12 år siden. engang kom han løbende imod mig ned gennem hospitalgangen med udbredte arme, og råbte: Mor – jeg overlevede! Og jeg bredte mine arme ud, løb ham imøde og krammede ham indtil mig – stortudende……Det var en stærk drøm, og jeg husker hver detalje og de følelser, der var forbundet med drømmen.

Da min mor skulle begraves fra domkirken, havde jeg denne drøm, natten før. Jeg drømte, at porten blev slået op, da kisten skulle ud til rustvognen og en skare af gråspurve fløj ud, samtidig med. Der var i hundredevis og det var så smukt. Ganske almindelige kvidrene gråspurve. Min mor var en ganske almindelig sød og venlig dame, der levede for sin mand og børn, skrev dagbog og breve, strikke strømper og hæklede små håndklæder som hun gav til børn og børnebørn. Hun var en gavmild dame – både med ord og med gaver. Jeg savner hende hele tiden – som det menneske og den mor hun var.

Og i mine drømme rejser jeg vidt omkring og tit med tog, hvor jeg strander et sted. Sidst i Frederikshavn sammen med andre rejsende. 5 timer skulle vi tilbringe på stedet, så vi organiserede noget mad, sammen. Det er ellers uhørt, det gør jeg ikke i mit ydre liv, aldrig. Jeg er enspænder og blander mig ikke med andre, og andre blander sig ikke med mig. Det er jeg vidst for anderledes til – eller jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ellers talende nok – og snakker med folk, jeg møder, her og der – men kommer ikke sammen med nogen privat. Det har jeg ikke lyst til, eller plads til, for så bringer det uorden i min hverdag. Mine dage har rytmer, der skal overholdes, det har jeg det bedst med, og mine hvilepauser skal også overholdes, så hovedet får lidt ro. Men om natten er der slet ikke noget der ligner, det der. Mange gange er der kaos og nogle gange er der store dyr – den sidste var en tiger, som nogen jeg boede sammen med havde i deres hus. Jeg var slet ikke glad for den, men den var glad for mig og gik efter mig hele tiden. En anden gang var der en moskusokse i min have, som var en anden have, end den jeg har, – en stor én, og jeg boede i et stort hus. Der kom folk til stedet for at se oksen….. Det er ikke let at sige, hvad drømmene betyder, for det kommer an på hvilket forhold man har til dem, og det ved jeg altså ikke rigtigt. Tigeren kunne være min kat Pi – men hende er jeg jo hengiven overfor – og tigeren gjorde mig utryg og bange for at den skulle gøre mig noget. Oksen kunne godt minde om grounding, moder jord, stabilitet at stå godt på sine ben, dybt i mulden. Jeg tror nok jeg var glad for den, men ikke glad for at folk kom for at glo på den.

Flyvedrømme har jeg også og har altid haft fra barnsben. Jeg slap altid fra “dem” når jeg var forfulgt. Mine drømme idag er præget af at jeg ind imellem gør det for sjov, midt mellem andre mennesker, bare for at gøre det. Skal lige afprøve om jeg kan, og ikke for at flygte – ikke altid – men det sker. Jeg jonglerer rundt med mig selv, og skuer nogle gange fra loftet – sætter tingene i et andet perspektiv. Altid udenfor alle andre, aldrig med nogen andre. Det sker jeg hjælper ved at bære en med mig…..men ikke tit. Flyvedrømme og døre jeg ikke kan låse, de har fulgt mig altid – og de døre har været en forbandelse. Splitten kan aldrig nå ind i hullet – og nogen vil ind. Det snerter mod marreridt – ligesom undergrundsdøre, som ikke huskes skal låses. Krige der kæmpes i Mogensgade og jeg passer på mine børn og min mor. Gemmer dem, først et sted, og så et andet sted gennem en dør og så en dør og så en dør. Da tyskerne så opdager stedet, må jeg angive mig selv, for at frelse de andre. Det minder mig om noget, der har foregået i mit sande liv for mange mange år siden. Men jeg tror aldrig nogen har set på hændelserne på den måde. at jeg ofrede mig selv for at redde familien. Det er nok også for meget forlangt. Måske er jeg selvoptaget – jeg er ihvertfald optaget af, hvad der foregår i mig selv, og det fylder godt op. De bøger jeg læser giver også en masse inspiration og tanker, der fører videre forandring og ekspantion og udvider horisonten. Jeg elsker en god og velskrevet bog, hvor jeg kan læse forfatterens intellekt sive ud gennem siderne. Sissel-Jo Gazan er en af dem – hendes personer er så gennemførte og lidt skæve i holdningerne, så de passer fint ind hos mig. Det er benzinen så kører det deroppe for fuld skrue. Fantasi er alt det der skiller os fra dyrene..