My everyday – sunday

Efter en bulletin fra min datter om, at min søn var syg, men at hun havde taget over og hjulpet ham, var mit hoved og mit hjerte fyldt op. Min søn lider af pts og har ikke altid let ved at klare dagligdagens krav. Men så godt at hans søster tager over og hjælper ham, det er hun meget bedre til end jeg. Mit omsorgs-gen er vidst ikke så stor, eller også er jeg bare slidt ned, så jeg ikke har mere at give af. Jeg ved det knap nok selv.

En hoppen og dansen rundt i sengen prægede min nat, og vi stod tidligt op, min hund og jeg. Tænke sig, jeg havde lukket Pi ude inat, så hun var godt fornærmet, da jeg åbnede vinduet. Det havde regnet det meste af natten og det er bestemt ikke kattevejr. Den lille stakkels kat  ❤ Ikke sådan, at hun står uden ly og læ – hun har et hundehus at gå ind i, der både et tæt og foret med tæpper. Så helt slemt og dyremisrygt er det ikke.

Jeg fik tøj på og tændt for kaffemaskinen, ost, smør og brød ud af køleskabet og en bolle i ovnen, så kunne vi godt gå vores lille morgentur. Det var dunkelt – lyset var lige ved at komme igennem, og vi mdte Stellahunden og hendes ejer. Det er lidt sjovt, at man kan genkende folk på deres gangart. Stellas ejer er ret hjulbenet så hans knæ stikker udad, når han går, og så går han fortravlet i hak. Så selvom jeg ikke kunne se ham, kunne jeg genkende ham og hunden så jeg førsat da vi var helt tæt på. Ellers er det hundene, jeg kender mennesker på og deres navne. Det kommer sig selvfølgelig af at hundene kalder man på. Jeg tror ikke, der er ret mange, der ved, jeg hedder Lisa – jeg er Charlies mor – eller ejer – sådan er dét og vi kender hinanden på hunden. Stella og Charlie tog et på runder i løb og fik noget morgenmotion. Intet kan konkurere med hunde i leg, den allerbedste motion overhovedet. Så kunne vi godt gå hjem og derhjemme ventede nylavet kaffe og en lun bolle og et par skiver rugbrød. Det er min morgenstart + ingefær, citron og gurkemeje drik og et glas vand. Jeg læser mens jeg spiser, og det foregår inde i den bløde chaiselongsofa – helt sikkert uskik – men hvem skulle stoppe mig i dét. Det er sådan nogle uvaner som  lister sig ind, og skulle min far ha været her, ville han være dybt forarget og bedt mig om at spise ved spisebordet – uden læsestof. Hver ting til sin tid – og jeg vil give ham ret. Man har det bedst ved, at koncentrere sig om og at give det man er igang med, fuld opmærksomhed. Det er ZEN og yoga-stil – og jeg er jo uddannet yogalærer og jeg ved, hvad der bekommer mig bedst – udfra det jeg har lært. Men – og der kommer et men – for jeg er pensionist og som pensionist har jeg sluppet mig selv fri til at gøre lige hvad jeg har lyst til – når bare det ikke skader eller forkorter mit liv. At hygge mig med dyr, bog og morgenmad gør mig godt – og så et lille hvil med lukkede øjn hvor jeg finder ud af, hvad jeg skal bruge dagen til – eller – sætte noget på plads. Derefter lidt hækleri, rydde op  og så ud igen, til en lidt længere tur. Idag skulle der nu lige skrives lidt, som fyldte mit hovede, sådan at det kom ud, mens jeg huskede det.

Så gik vi på marken og spillede boldt og pind og solen skinnede på os og fyldte depoter op med energi. Og Charlie gør hvad Charlie gør hver gang, splitter en boldt ad. Han kan ikke bare lege, sådan som jeg ser andre hunde gør, nej han skal gnave det i stykker, som han leger med. Derfor har jeg også pinde, for de er gratis og de ordner hans tænder, så han ingen plak har eller huller. Det har han aldrig haft i alle sine 10 år. Han er en meget rask hund og lad ham endelig blive ved med det. Jeg kan vel også prise mig lykkelig, ved at være et meget raskt menneske, så der følges vi godt ad. Vi får dagligt motion på omkr 2 timer, i den friske luft, får rigelig med søvn og spiser sundt og varieret. Er rimelig glade og tilfredse med tilværelsen og synes jeg fylder mit liv godt ud. Mon ikke det er 3 hjørnesten til et sundt liv, – det tror jeg. Og nu er jeg ved at lægge mine laster på hylden , og det går godt. Indtil videre ingen problemer, så det tænker jeg bliver fremtidens setup. 1 ugentlig of dag, hvor jeg tillader mig selv at give slip…. sippe rødvin og rulle smøger – og bare slappe total af uden skrupler en 4-5 timer…..Jeg kan godt mærke suget lige nu…. men det er mig der bestemmer..

Og så var vi hjemme igen, efter at hunden var blev håndfodret med et par håndfulde fodder. Han forstår ikke at spise af en skål, så det er sådan vi gør, og så lige en håndfuld ud i gården – eller en skiveskåret pølse – som han bruger snuden til at finde. lidt hjernegymnastik skal der til. Akkurat som mine bøger er vitaminer til hjernen – den skal holdes vedlige og bruges for ikke at gå i stå. en lille middagssøvn bliver det også til og da jeg har taget fotos på marken, skal der fremkaldes og redigeres. hvad der er blevet gjort og billedet viser mig og Charlie på marken, hvor vi spiller boldt. Vi er de lykkelige brugere af vores store bakkede komark fra oktober til maj kan vi boltre os her lige så meget vi vil – og det er næsten ikke til at få armene ned over, at have sådan en baghave. Lige ned til søen og lige ned til skoven – vores hunde kender ikke til små rum og trange kår. De har som det mest selvfølgelige, for dem, friheden til at strække ud og løbe lige de ikke kan holde til det længere. Det er et godt hundeliv – og når hundene har det godt, så har menneskene det dobelt så godt. Det er noget ligesom man føler med hensyn til børnene. De er et barometer for ens egen velbefindende – more or less…

 

Endnu en dag med hovedet fuld

Da jeg var barn, skulle vi spise op og ikke levne – ligegyldigt om man selv havde øst op eller ens forældre havde, eller om man kunne lide maden eller ej. tænk på de sultne børn i Afrika, blev der sagt. Jeg forstod ikke hvad det havde med min mad at gøre, og syntes det var dumt sagt. De blev jo ikke mætte af det, JEG spiste. Men sådan sagde man dengang, og jeg skulle være taknemmelig for mine daglige måltider. Vi var ikke kristne, sådan vi takkede vorherre eller bad bordbøn – vi skulle takke vores far for at han kunne brødføde os. Det mente mine storesøstre.

Taknemmelighed….

Det er et fint ord og sat sammen med grådighed er det at foretrække, er pænere og mere stille, hvorimod grådighed nærmest synes støjende og ragen til sig på en usympatisk måde. At vi skulle være taknemmelig overfor vores far, fordi han gjorde det loven fortalte ham at han skulle gøre, fandt jeg fuldstændig absurd. Jeg havde jo ikke ligefrem bedt om at blive født, og kunne han ikke magte den opgave, at være forsørger, så vidste jeg snart ikke hvad….Det faldt vidst nok min ene søster for brystet, men sådan var jeg nu engang….

IKKE TAKNEMMELIG !

Ind imellem føler jeg at vi skal se ud somom vi går midt inde i en solstråle og forventes at vi ser evig glade ud. Fordi vi lever, fordi vi er raske, fordi var har varme i vore huse, fordi vi har tag over hovedet – en masse fordier. Det er også helt okay og jeg er glad for mit liv, for mit hjem og min familie og dyr. Men ikke konstant mongolistisk solskinsbarnagtig. Jeg vil også have lov til at være grå og sort i mit humør – når jeg har det sådan. så gider jeg simpelthen ikke at folk siger, op med humøret, lad nu være med at være sur, depri, sortseende – Jamen altså hvis det nu er sådan jeg har det, så vil jeg altså gerne have lov at leve mit humør ud… Det er så forfærdentligt svært at have sit dårlige humør for sig selv, uden at der kommer bemærkninger eller nogen der forsøger at muntre en op. Det kan irritere mig forfærdentligt – ligesom glade mennesker kan irritere mig, når jeg er sur…..eller meget sorgfuld. Det virker på mig som blasfemisk, og de skal ikke udstille deres glæde og sorgløshed overfor mig – Nej tak!

Mennnesket har en lang følelsesskala – hvoraf over halvdelen ikke er velsete – fordi de viser,  man er uden overksud og er taberagtig uden succes. Vi er alle født vindere – det er sikkert og vidst – men vi kan ikke vinde konstant – vi har også brug for at tabe – og tabe ansigt.  Ellers bliver vi sådan nogle temmelig overfladiske uudholdelige mennesker, med meget lidt indhold – selvoptagede og navleskuende, fordi vi ikke har lært noget som helst om livet. Det er ikke sundt at få alt, hvad man ønsker sig, og det er ikke alt, hvad man ønsker sig, der er værd at eje – Det er livskunskab. Selvfølgelig går man ikke ud i livet, for at få modgang eller springer ud fra et bjerg uden sikkerhedsline, bare for at mærke livets barske side og få en masse knubs. Vi behøver jo ikke alle at være ADHDer og springe ud før man tænker eller tale før man har tænkt og derfor få lusinger 

Og hvor vil jeg dog hen med alt det her????? Det ved jeg vidst ikke helt – udover – at vi tillader os at  give ALLE følelser plads, og at føle igennem. IKKE at presse de svære følelser og stemninger ud i en krog eller gemme i en lukket boks i det indre. Smæk med dørene og råb højt, lad tårerne flyde – det er sundt med et rask lille skænderi og at sparke til en sten. Lad være med at spise op, eller at spise noget, du ikke kan lide – du behøver ikke at være taknemmelig for din daglige føde og stik så de små børn i Afrika en 20 i stedet for. Det kan de bedre bruge til noget….

Jeg mener – livet er dejligt, jeg har det hele, men ind imellem er det godt at græde – være sur og gal og leve sit temperament ud – uden kommentarer…. Tak!

At vegetere……………..

Når tiden er inde til at gå i tænkeboks, så hjælper det ikke noget at gå i rette med sig selv. For det er nu engang sådan, at der er brug for et pusterum – der er en Tid til at være aktiv og en Tid til at være passiv – En tid til at tale og en Tid til at tie. Og jeg vegeterer på min sofa med dyrene omkring mig, for de synes nemlig at det er så dejligt, når de kan ligge tæt i laaaang tid. Mine billeder er blevet til på den måde – dem jeg har fået lavet på lærred, titlerne og redigeringen af dem. sort/hvid med fokus på et felt – udflydende eller skarpt rundt. Af mig, af min søn og mit yngste barnebarn og jeg vil gerne lave en af mit ældste barnebarn, hvis jeg har et, der er egnet. Meget handler om mine billeder til udstilling og – at halvere forbrug af mine dårlige vaner – rødvin og smøger. I lang tid har jeg tilladt mig selv 2 aftener om ugen, nu går jeg ned til hver fredag og ikke mere. Jeg ville nødig, at jeg fik KOLD – det ville være flovt og pinligt, og så er det noget, man dør af. Det gjorde mine søstre Birgit og Lizzie – de fik lungebetændelse og døde, fordi deres lunger var så dårlige. Så jeg bruger også mine vegeteren til at gøre mig stærk og ændre mønstre. Så jeg ligger der med lukkede øjn og afspænder hele kroppen og vender blikket indad, og så kommer det hele til mig. Ind imellem spænder jeg hele kroppen og tager 10 dybe åndedræt – og afspænder. Det kan jeg gøre nogle gange – det er godt at fokusere og samtidig gøre kroppens muskler spændstige.

At jeg så lader alt andet flyde, ja det er jo dét, man skal lære, ikke at få dårlig samvittighed over. Dunke sig selv oven i hovedet over, at man bruger tiden forkert – at der roder, at der står opvask, at der ligger skidt på gulvet, hundehår, kattehår. Det er der altså ikke noget at gøre ved, for det der er igang , er meget vigtigere og får betydning langt frem i tiden. Opdragelsen, der sidder i rygraden hjemmefra og fra samfundet – hvordan kvinder holder deres huse rene og ryddelige, er ikke til at komme om. Og det kræver gen-opdragelse at sige til sig selv, – pyt! – det ordner jeg en anden dag, og så gøre det færdig som er sat igang. Det har for mig, taget mange år at blive bevidst om, – og jeg

DSCN6333

har sågar, sat et skildt op på mit udhus, et gammelt stykke fra poplen, der blev fældet, hvor jeg har malet: Her har jeg rod, her har jeg hjemme. Det var en facebookven, der gav mig ideen – Inga hedder hun, en klog kvinde. Dem kender jeg mange af – kloge kvinder – der lever i og med naturen, og går deres egne veje. Ikke altid som alle andre, men heller ikke ekstrem udenfor samfundets rammer. Jeg kan godt lide modige mennesker, der ikke er bange for at skille sig ud. Det gør jeg selv – endda så meget at mine børn har svært ved at klare mig og mine meninger og væremåde. Men hvad skal man gøre – jeg kan da slet ikke lave mig om for deres skyld og stryge dem med håret, fordi de ikke kan acceptere mig som jeg er. Det synes jeg er egoistisk. Jeg kunne ikke drømme om at bestemme over dem og deres måde at leve deres liv på. Disse midaldrende børn som jeg har og deres børn. Men det var vidst lidt af et sidespring – eller – måske høre det fint hjemme her – i min vegeteren og åndelige/mentale styrketræning

DSCN5831

Georginer er mine yndlingsblomster, og jeg har haft dem i spandevis i min have, da jeg ikke kan have dem i fred for snegle, når de er plantet i jorden. De æder spirene såsnart de kommer op. Igår kom de ind – knoldene kan ikke tåle frost. De er min pryd i haven, og jeg elsker dem i al deres storhed og pragt. Nu skal jeg passe på de der knolde, tørre dem og gemme dem i mørke – og jeg ved ikke hvor – endnu et projekt der kræver fordybelse…..løsninger…

De dårlige trends

Der er ikke noget værre, end at kunne forudse en tragedie, men ikke kan gøre noget ved det. Uanset hvad jeg siger, vil det aldrig blive taget imod, for jeg er gammeldags og jeg er ikke med på noderne, temmelig uvidende vel også – for jeg ved ikke noget om ungdommen idag. Sådan!

Men det er så indlysende for mig. Det handler om moden med de store læber, som unge piger får lavet idag og det handler om en pige jeg kender og er i familie med. Hun har også fået de der negroide læber, der fylder 1/3 af hendes smukke ansigt. sådan ser det ihvertfald ud på billede. Jeg kan ikke forlige mig med at hun skriger ud til verden, hvor underlagt hun er et trend, som faktisk gør hende grim, men som hun må synes gør hende smuk og anderledes. Jo anderledes det er sandt. Men skønhedsidealet er så forskelligt fra mit og til den der gruppe mennesker, som hun er en del af. Hun er en Ofelia som er blevet lavet om til en Carmen, og der er så lidt tilbage af den oprindelige pige, som jeg har kendt lige siden hun blev født for 21 år siden. Jeg græmmes og jeg ser en udvikling, der knap nok kan ende lykkeligt. Man bliver ikke en selvsikker og  glad pige af at få lavet indgreb og gøre sig til et andet menneske end den man er. De indre værdier og troen på sig selv, sidder ikke i udseendet, men i det man er og ved at arbejde med sig selv. At have værdier, der strækker sig ud over at have et godt udseende og være klædt i smarte mærkevarer, der er hip. Det er sygt når man har brug for at gå med maske, og ikke gå uden for en dør før den er lagt. Åh hvor har jeg mange tanker omkring hvad det næste bliver – en ny næse – noget andet nyt – det er helt Michael Jackson agtig – og hvordan endte det med ham – ja det ved vi jo. Han var da så smuk i hans medfødte look – og det kan jeg sige at hende jeg skriver om, også er/var. Hun var så unik og speciel at hun ikke selv kunne se det, og forsøger nu at efterligne en anden, for at falde ind i et fællesskab. Det er ikke stærke piger der går den vej, for de kan sagtens klare sig og laver selv trends, hvis det er det de vil. De har styrken til at lede dem, der har brug for en leder og trendsetter. Jeg ville virkelig ønske at miraklet skete, at der dukkede et menneske op, der var godt formulerende og kunne give noget indsigt og vende fokus fra den der selvproformen til noget med mere indhold. Det er virkelig en verden jeg overhovedet ikke kender til og som frastøder mig så meget, at jeg ikke ville bryde mig om at stifte bekendtskab med den. Må sige, jeg ser ingen happy ending – ikke uden smerte…

Hverdagsliv–lørdagstanker

DSCN8037

Det er november og det er koldt og det er mørkt i flere og flere timer af døgnet. Jeg har svært ved at komme tidlig op, så det er godt at min hund venter til jeg rør på mig. Han er faktisk meget nem at have med at gøre – altid afventende, modsat katten, som kræver ind og bliver ved med at miaue til hun får sin vilje. Ejer ikke pli Smiley, der blinker

Og morgenturen gik over marken, som nu er åbnet for os hundemennesker, efter kvæget er kommet i stald, eller hvor de nu skulle hen. Træls at tænke på, at mange af dem måske går til eksport, og skal ud på de der lange køreture, presses sammen på et lad. Vi holder jo af dem, og nogle af dem blev født derude på marken, og andre blev lavet, men er ikke kommet ud endnu. De gik og havde det godt, det er sikkert og vidst – derfor også vedmodet over deres videre skæbne. Men nu er det altså os Charlie og mig, Stella og Mokai, Helle og Sofia, Bodil og Luigi, Margit og Bertram og hvad de ellers alle hedder, der bruger marken i det næste halve år. Så snart det er rigtig vintersnevejr kommer børnene med deres bobslæder og nogel har ski på fødderne, og så bliver der hvinet og leget. Det er sådan en herlig lyd og Charlie, han elsker jo sne og pløjer sig igennem det, jo mere jo bedre. Han har det bedst når det er koldt, og bryder sig slet ikke om varme sommerdage. Og jeg, ja jeg elsker også sne og håber hver vinter på, at vi får masser..

                                       DSCN8780

Men der går nok en måneds tid endnu. Jeg har også en del der lige skal ordnes inden, som at få tomt drivhuset og få alle georginknoldene op ad jorden og lagt til tørre. Det halter lidt med de der aktiviteter og at få tingene gjort. Jeg er altid igang med en god bog, der skal læses og der skal gåes ture med hunden og der skal hækles på tæppet og så er der alt det der skal skrives her der og allevegne. Jeg har såmænd nok om ørene – ikke at forglemme billder der skal tages og billeder der skal redigeres. Alt tager tid – ting tar tid – som Piet Hein skriver…og det mest trælse får lov at vente og udskydes til næste dag eller næste uge. Det er jeg professionel til at gøre – lige til det ikke kan udskydes længere, men så er jeg også hurtig og effektiv. Som regel 3 ting ad gangen.

Og nu er det aften, jeg har ikke spist endnu, også en af de ting, der halter, men hvad pokker – sydpå og i staterne spiser de jo også lige før de skal i seng – læser jeg – og det gør jeg med. Omkr kl 20 og derefter går vi tur ned ad Bakkestien og Charlie tager en tur over marken. Han har lys på sådan jeg kan se ham. Og det er ligeomlidt….

torsdag d. 9. november

Mit hverdagsliv drejer sig meget om mine dyr, mine ture i naturen sammen med min hund Charlie, bøger jeg læser og lidt sundhed og helse tanker – og at fotografere. Jeg bor i et område hvor der er meget natur som skov og sø, marker og enge. Her er sådan noget som 100 km til hver side ud til havet øst og vest, så det er det mørke Jylland. Die Insle zwichen die Mehre hedder det vidst nok på tysk. Jeg har ikke Blogget før og ved knap nok hvordan det fungerer, men nu vil jeg give det et forsøg og lade dette være mit første indslag…