At mestre Livet

DSCN8783

Livet er læring

det kan vi vidst godt blive enige om. At vi fra vi åbner vore øjn til vi lukker dem igen – lærer og tager ved lære. Nogle af os, sådan som  jeg, skal igennem de samme “ting” igen og igen, til det sætter fast, og man kan sige “ brændt barn skyr ilden”. Man lærer så længe man lever.

Der er skolen, hvor man lærer fag og bliver skolet og udrustet til at gå videre ud i livet. Træne hjernen og hukommelsen og få færdigheder. Få et erhverv , en uddannelse, lære at begå sig mellem andre, lærer den sociale kode, at være samfundsborger, finde sin plads i livet, kariere, hjem og familiestruktur. Sætte sig mål og og stile efter dem, arbejde hen imod dem. til man sidder et eller andet sted i hierakiet….

Så er der livets skole – at gøre sig erfarringer med livet og sig selv, i livet. At finde ud af sine begrænsninger og forcer. At køre gentagelser på gentagelser, indtil det sidder som holdninger til livet og sig selv. Der hvor personligheden bliver dannet, og man siger, at man lærer af sine fejler. Nogen har mange, eller også hopper de ud i mange ting, og får mange knubs og går i den hårde skole. Andre kommer gennem livet meget forsigtigt og gelinde. Jeg kan vidst godt sige, at jeg er en af den først nævnte, og det kan man ikke prale af. Det er ofte fordi, man ikke lytter efter andre, og lærer af andres erfarringer, men absolut skal drage sine egne. Det er nærmest dumhed, at skulle mærke på egen krop, for at lære. Jeg kan så sige, at jeg har været så heldig, aldrig at have følt mig tiltrukket af hash eller stoffer, for så ville jeg såmænd også være havnet i den grøft, og ej heller kriminalitet. Men alt muligt andet og tit i kærlighedens navn, og hvor er det navn dog misbrugt. Alt muligt kan blive stoppet ind i ordene: det er fordi jeg elsker dig så meget……begrænsninger og misbrug af magt feks. Det er jeg vaccineret mod – for jeg tror på ingen – mere.

Så mange ting man har gjort fejl, og så mange ting, der tynger rygsækken ned, så man er ved at gå bagover, og kan have svært ved at komme fremad. Mit sind har været stopfuld og har haft en tendens til at køre film – gamle film – der i flere år har stoppet mig i min udvikling, som menneske. Skyld og skam fordi jeg ikke kunne gøre det bedre, end jeg havde gjort. Så let, når man ikke står i situationen og er alders-svarende, så let at være bagklog i en anden alder, i en anden situation. Ofte er omgivelserne med til at fastholde mennesker i de roller, som de kender dem, og at træde ud af rollen giver modsvar og negative reaktioner. Sådan er livet, sådan er vi mennesker overfor hinanden. Vi kan bedst lide det vi kender – flokken.

Jeg søgte viden i de forskellige selvudviklingsbøger og læste om eksistentialisme, arbejdede med mig selv, for jeg havde ikke tænkt mig at være offer og udfylde en offerrolle med depressioner og indlæggelser, have suicide tanker og blive ved med at gøre mig selv til et stort 0. Det havde jeg gjort i så mange år, og det der lå bag mig var ren kaos, slet ikke noget at være stolt af. Min familie var ren dyss, og jeg følte, at jeg måtte starte med mig selv – og det gjorde jeg. Selvfølgelig fik jeg at vide, at jeg var ren egoist og kun tænkte på mig selv. Det kan jeg godt se – nu – ikke dengang. Jeg var meget såret, og jeg følte, at alle svigtede mig og vendte mig ryggen. Røg i grøften – og op igen – og sådan er der gået mange år – ligesom sinuskurven og vekselstrøm. Jeg er aldrig rigtig nået til stærkstrøm –

En af de fejler, man gør, når man, som jeg, har forceret mange hurdler og har gjort andre ondt, samtidig med sig selv, det er, at lade filmene køre og genopleve og spanke sig selv, for noget man én gang har taget sin straf for. Dengang det skete, i tiden hvor handlingerne fandt sted. Det er så sindsygt at straffe sig selv igen og igen, for noget, der er sket for måske flere tiår siden. Intet ændres fordi man beder om syndsforladelse eller går gennem skærsilden, endnu engang. Det har livet lært mig – lad være med at give den slags tanker opmærksomhed, det er aflæring ikke tillæring og ingen nyder godt af et menneske, der sidder og sutter på en gammel pegepind eller pegefinger. Sådan har jeg det også med mennesker, der kommer og går i rette med mig – hvorfor gjorde du dit og, hvorfor dat. Engang forsøgte jeg at svare, sådan som jeg havde gjort mig mine tanker, og det faldt ikke i godt jord – det blev taget, somom jeg ikke talte sandt – undskyldninger. Det er jeg så holdt op med. Folk vil gerne bekræftes i deres egen tro, og gider jo ikke at høre på, hvad jeg siger alligevel. Måske skulle jeg spørge – vil du virkelig høre på, hvad jeg har at sige eller…….hvis det skulle forekomme igen. Det er mine børn jeg snakker om… og jeg er nu engang sandhedskærlig, og bruger ikke undskyldninger for noget som helst. Hverken overfor mig selv eller andre. Tværtimod er jeg nok for hård.

Jeg har oplevet mange mange ting, og jeg tror jeg har oplevelser nok til at dække flere liv. Derfor lever jeg så stille som muligt, idag, helst uden sindsbevægelser. Jeg har ikke brug for at blive underholdt eller tage på ferierejser, koncerter eller andre events. Jeg tager på rejser ud i naturen og også på indre rejser – jeg har min mangefarvede fantasi og – heldigvis humoren…..Når man har været i helvede, så er alt andet jo nærmest himmeriget, og så er det så svært, at tage de daglige problemer særlig alvorligt. Jeg kan synes, det er synd for folk, når de går ned med flaget og forsumper eller andet – Men de har kun sig selv at støtte sig til, arbejde med, takke for det – dybest set , – sådan tænker jeg – at det havde jeg. Jeg har aldrig kunnet bruge andre mennesker til noget som helst, der virkelig bundede i noget mærkbart – alt kom fra mig selv – og det læsestof, de ord, som jeg tog til mig, som passede til mig. Jeg er glad for, at jeg er så videbegærlig, som jeg er, nysgerrig efter mere viden og forståelse. Det har været min redning til – at jeg i det mindste i den sidste ende kan sige, at – jeg har et godt liv. At jeg ikke mangler noget materielt, og at jeg har lært mig, at leve med min fortid og dets “synder” – Det har været det allervigtigste – tror jeg – tilgivelsen. At kunne tilgive sig selv, er absolut sværere, end at tilgive alle andre – også dem der støbte kuglerne.. Og en ting mere, – det er altid muligt at få et bedre liv – man starter bare med små trin og er ligeglad med om det gør ondt eller at stå alene – for det gør man og det gør det. Man skal bare fortsætte og være vedholdende, skabe sig idealer, der er gode…

Livet er godt,  jeg har det hele, men selv i solskin, må man have lov til af græde….