Endnu en dag med hovedet fuld

Da jeg var barn, skulle vi spise op og ikke levne – ligegyldigt om man selv havde øst op eller ens forældre havde, eller om man kunne lide maden eller ej. tænk på de sultne børn i Afrika, blev der sagt. Jeg forstod ikke hvad det havde med min mad at gøre, og syntes det var dumt sagt. De blev jo ikke mætte af det, JEG spiste. Men sådan sagde man dengang, og jeg skulle være taknemmelig for mine daglige måltider. Vi var ikke kristne, sådan vi takkede vorherre eller bad bordbøn – vi skulle takke vores far for at han kunne brødføde os. Det mente mine storesøstre.

Taknemmelighed….

Det er et fint ord og sat sammen med grådighed er det at foretrække, er pænere og mere stille, hvorimod grådighed nærmest synes støjende og ragen til sig på en usympatisk måde. At vi skulle være taknemmelig overfor vores far, fordi han gjorde det loven fortalte ham at han skulle gøre, fandt jeg fuldstændig absurd. Jeg havde jo ikke ligefrem bedt om at blive født, og kunne han ikke magte den opgave, at være forsørger, så vidste jeg snart ikke hvad….Det faldt vidst nok min ene søster for brystet, men sådan var jeg nu engang….

IKKE TAKNEMMELIG !

Ind imellem føler jeg at vi skal se ud somom vi går midt inde i en solstråle og forventes at vi ser evig glade ud. Fordi vi lever, fordi vi er raske, fordi var har varme i vore huse, fordi vi har tag over hovedet – en masse fordier. Det er også helt okay og jeg er glad for mit liv, for mit hjem og min familie og dyr. Men ikke konstant mongolistisk solskinsbarnagtig. Jeg vil også have lov til at være grå og sort i mit humør – når jeg har det sådan. så gider jeg simpelthen ikke at folk siger, op med humøret, lad nu være med at være sur, depri, sortseende – Jamen altså hvis det nu er sådan jeg har det, så vil jeg altså gerne have lov at leve mit humør ud… Det er så forfærdentligt svært at have sit dårlige humør for sig selv, uden at der kommer bemærkninger eller nogen der forsøger at muntre en op. Det kan irritere mig forfærdentligt – ligesom glade mennesker kan irritere mig, når jeg er sur…..eller meget sorgfuld. Det virker på mig som blasfemisk, og de skal ikke udstille deres glæde og sorgløshed overfor mig – Nej tak!

Mennnesket har en lang følelsesskala – hvoraf over halvdelen ikke er velsete – fordi de viser,  man er uden overksud og er taberagtig uden succes. Vi er alle født vindere – det er sikkert og vidst – men vi kan ikke vinde konstant – vi har også brug for at tabe – og tabe ansigt.  Ellers bliver vi sådan nogle temmelig overfladiske uudholdelige mennesker, med meget lidt indhold – selvoptagede og navleskuende, fordi vi ikke har lært noget som helst om livet. Det er ikke sundt at få alt, hvad man ønsker sig, og det er ikke alt, hvad man ønsker sig, der er værd at eje – Det er livskunskab. Selvfølgelig går man ikke ud i livet, for at få modgang eller springer ud fra et bjerg uden sikkerhedsline, bare for at mærke livets barske side og få en masse knubs. Vi behøver jo ikke alle at være ADHDer og springe ud før man tænker eller tale før man har tænkt og derfor få lusinger 

Og hvor vil jeg dog hen med alt det her????? Det ved jeg vidst ikke helt – udover – at vi tillader os at  give ALLE følelser plads, og at føle igennem. IKKE at presse de svære følelser og stemninger ud i en krog eller gemme i en lukket boks i det indre. Smæk med dørene og råb højt, lad tårerne flyde – det er sundt med et rask lille skænderi og at sparke til en sten. Lad være med at spise op, eller at spise noget, du ikke kan lide – du behøver ikke at være taknemmelig for din daglige føde og stik så de små børn i Afrika en 20 i stedet for. Det kan de bedre bruge til noget….

Jeg mener – livet er dejligt, jeg har det hele, men ind imellem er det godt at græde – være sur og gal og leve sit temperament ud – uden kommentarer…. Tak!

Det indre liv

Inde i mit hovede er der hele tiden nogen, der snakker og fortæller – så det ene så det andet. Der er faktisk aldrig ro – hverken dag eller nat – og det er meget trættende. Derfor sover jeg to gange om dagen – ikke længe, men bare det, at jeg falder i søvn, gør underværker. Jeg har det, jeg vil kalde, et rigt indre liv.

Især om natten foregår der det mest utrolige, og der er jeg aldrig alene. Tit er jeg sammen med afdøde søstre, mine forældre og min yngste søn, som jeg mistede for 12 år siden. engang kom han løbende imod mig ned gennem hospitalgangen med udbredte arme, og råbte: Mor – jeg overlevede! Og jeg bredte mine arme ud, løb ham imøde og krammede ham indtil mig – stortudende……Det var en stærk drøm, og jeg husker hver detalje og de følelser, der var forbundet med drømmen.

Da min mor skulle begraves fra domkirken, havde jeg denne drøm, natten før. Jeg drømte, at porten blev slået op, da kisten skulle ud til rustvognen og en skare af gråspurve fløj ud, samtidig med. Der var i hundredevis og det var så smukt. Ganske almindelige kvidrene gråspurve. Min mor var en ganske almindelig sød og venlig dame, der levede for sin mand og børn, skrev dagbog og breve, strikke strømper og hæklede små håndklæder som hun gav til børn og børnebørn. Hun var en gavmild dame – både med ord og med gaver. Jeg savner hende hele tiden – som det menneske og den mor hun var.

Og i mine drømme rejser jeg vidt omkring og tit med tog, hvor jeg strander et sted. Sidst i Frederikshavn sammen med andre rejsende. 5 timer skulle vi tilbringe på stedet, så vi organiserede noget mad, sammen. Det er ellers uhørt, det gør jeg ikke i mit ydre liv, aldrig. Jeg er enspænder og blander mig ikke med andre, og andre blander sig ikke med mig. Det er jeg vidst for anderledes til – eller jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ellers talende nok – og snakker med folk, jeg møder, her og der – men kommer ikke sammen med nogen privat. Det har jeg ikke lyst til, eller plads til, for så bringer det uorden i min hverdag. Mine dage har rytmer, der skal overholdes, det har jeg det bedst med, og mine hvilepauser skal også overholdes, så hovedet får lidt ro. Men om natten er der slet ikke noget der ligner, det der. Mange gange er der kaos og nogle gange er der store dyr – den sidste var en tiger, som nogen jeg boede sammen med havde i deres hus. Jeg var slet ikke glad for den, men den var glad for mig og gik efter mig hele tiden. En anden gang var der en moskusokse i min have, som var en anden have, end den jeg har, – en stor én, og jeg boede i et stort hus. Der kom folk til stedet for at se oksen….. Det er ikke let at sige, hvad drømmene betyder, for det kommer an på hvilket forhold man har til dem, og det ved jeg altså ikke rigtigt. Tigeren kunne være min kat Pi – men hende er jeg jo hengiven overfor – og tigeren gjorde mig utryg og bange for at den skulle gøre mig noget. Oksen kunne godt minde om grounding, moder jord, stabilitet at stå godt på sine ben, dybt i mulden. Jeg tror nok jeg var glad for den, men ikke glad for at folk kom for at glo på den.

Flyvedrømme har jeg også og har altid haft fra barnsben. Jeg slap altid fra “dem” når jeg var forfulgt. Mine drømme idag er præget af at jeg ind imellem gør det for sjov, midt mellem andre mennesker, bare for at gøre det. Skal lige afprøve om jeg kan, og ikke for at flygte – ikke altid – men det sker. Jeg jonglerer rundt med mig selv, og skuer nogle gange fra loftet – sætter tingene i et andet perspektiv. Altid udenfor alle andre, aldrig med nogen andre. Det sker jeg hjælper ved at bære en med mig…..men ikke tit. Flyvedrømme og døre jeg ikke kan låse, de har fulgt mig altid – og de døre har været en forbandelse. Splitten kan aldrig nå ind i hullet – og nogen vil ind. Det snerter mod marreridt – ligesom undergrundsdøre, som ikke huskes skal låses. Krige der kæmpes i Mogensgade og jeg passer på mine børn og min mor. Gemmer dem, først et sted, og så et andet sted gennem en dør og så en dør og så en dør. Da tyskerne så opdager stedet, må jeg angive mig selv, for at frelse de andre. Det minder mig om noget, der har foregået i mit sande liv for mange mange år siden. Men jeg tror aldrig nogen har set på hændelserne på den måde. at jeg ofrede mig selv for at redde familien. Det er nok også for meget forlangt. Måske er jeg selvoptaget – jeg er ihvertfald optaget af, hvad der foregår i mig selv, og det fylder godt op. De bøger jeg læser giver også en masse inspiration og tanker, der fører videre forandring og ekspantion og udvider horisonten. Jeg elsker en god og velskrevet bog, hvor jeg kan læse forfatterens intellekt sive ud gennem siderne. Sissel-Jo Gazan er en af dem – hendes personer er så gennemførte og lidt skæve i holdningerne, så de passer fint ind hos mig. Det er benzinen så kører det deroppe for fuld skrue. Fantasi er alt det der skiller os fra dyrene..

At vegetere……………..

Når tiden er inde til at gå i tænkeboks, så hjælper det ikke noget at gå i rette med sig selv. For det er nu engang sådan, at der er brug for et pusterum – der er en Tid til at være aktiv og en Tid til at være passiv – En tid til at tale og en Tid til at tie. Og jeg vegeterer på min sofa med dyrene omkring mig, for de synes nemlig at det er så dejligt, når de kan ligge tæt i laaaang tid. Mine billeder er blevet til på den måde – dem jeg har fået lavet på lærred, titlerne og redigeringen af dem. sort/hvid med fokus på et felt – udflydende eller skarpt rundt. Af mig, af min søn og mit yngste barnebarn og jeg vil gerne lave en af mit ældste barnebarn, hvis jeg har et, der er egnet. Meget handler om mine billeder til udstilling og – at halvere forbrug af mine dårlige vaner – rødvin og smøger. I lang tid har jeg tilladt mig selv 2 aftener om ugen, nu går jeg ned til hver fredag og ikke mere. Jeg ville nødig, at jeg fik KOLD – det ville være flovt og pinligt, og så er det noget, man dør af. Det gjorde mine søstre Birgit og Lizzie – de fik lungebetændelse og døde, fordi deres lunger var så dårlige. Så jeg bruger også mine vegeteren til at gøre mig stærk og ændre mønstre. Så jeg ligger der med lukkede øjn og afspænder hele kroppen og vender blikket indad, og så kommer det hele til mig. Ind imellem spænder jeg hele kroppen og tager 10 dybe åndedræt – og afspænder. Det kan jeg gøre nogle gange – det er godt at fokusere og samtidig gøre kroppens muskler spændstige.

At jeg så lader alt andet flyde, ja det er jo dét, man skal lære, ikke at få dårlig samvittighed over. Dunke sig selv oven i hovedet over, at man bruger tiden forkert – at der roder, at der står opvask, at der ligger skidt på gulvet, hundehår, kattehår. Det er der altså ikke noget at gøre ved, for det der er igang , er meget vigtigere og får betydning langt frem i tiden. Opdragelsen, der sidder i rygraden hjemmefra og fra samfundet – hvordan kvinder holder deres huse rene og ryddelige, er ikke til at komme om. Og det kræver gen-opdragelse at sige til sig selv, – pyt! – det ordner jeg en anden dag, og så gøre det færdig som er sat igang. Det har for mig, taget mange år at blive bevidst om, – og jeg

DSCN6333

har sågar, sat et skildt op på mit udhus, et gammelt stykke fra poplen, der blev fældet, hvor jeg har malet: Her har jeg rod, her har jeg hjemme. Det var en facebookven, der gav mig ideen – Inga hedder hun, en klog kvinde. Dem kender jeg mange af – kloge kvinder – der lever i og med naturen, og går deres egne veje. Ikke altid som alle andre, men heller ikke ekstrem udenfor samfundets rammer. Jeg kan godt lide modige mennesker, der ikke er bange for at skille sig ud. Det gør jeg selv – endda så meget at mine børn har svært ved at klare mig og mine meninger og væremåde. Men hvad skal man gøre – jeg kan da slet ikke lave mig om for deres skyld og stryge dem med håret, fordi de ikke kan acceptere mig som jeg er. Det synes jeg er egoistisk. Jeg kunne ikke drømme om at bestemme over dem og deres måde at leve deres liv på. Disse midaldrende børn som jeg har og deres børn. Men det var vidst lidt af et sidespring – eller – måske høre det fint hjemme her – i min vegeteren og åndelige/mentale styrketræning

DSCN5831

Georginer er mine yndlingsblomster, og jeg har haft dem i spandevis i min have, da jeg ikke kan have dem i fred for snegle, når de er plantet i jorden. De æder spirene såsnart de kommer op. Igår kom de ind – knoldene kan ikke tåle frost. De er min pryd i haven, og jeg elsker dem i al deres storhed og pragt. Nu skal jeg passe på de der knolde, tørre dem og gemme dem i mørke – og jeg ved ikke hvor – endnu et projekt der kræver fordybelse…..løsninger…

De dårlige trends

Der er ikke noget værre, end at kunne forudse en tragedie, men ikke kan gøre noget ved det. Uanset hvad jeg siger, vil det aldrig blive taget imod, for jeg er gammeldags og jeg er ikke med på noderne, temmelig uvidende vel også – for jeg ved ikke noget om ungdommen idag. Sådan!

Men det er så indlysende for mig. Det handler om moden med de store læber, som unge piger får lavet idag og det handler om en pige jeg kender og er i familie med. Hun har også fået de der negroide læber, der fylder 1/3 af hendes smukke ansigt. sådan ser det ihvertfald ud på billede. Jeg kan ikke forlige mig med at hun skriger ud til verden, hvor underlagt hun er et trend, som faktisk gør hende grim, men som hun må synes gør hende smuk og anderledes. Jo anderledes det er sandt. Men skønhedsidealet er så forskelligt fra mit og til den der gruppe mennesker, som hun er en del af. Hun er en Ofelia som er blevet lavet om til en Carmen, og der er så lidt tilbage af den oprindelige pige, som jeg har kendt lige siden hun blev født for 21 år siden. Jeg græmmes og jeg ser en udvikling, der knap nok kan ende lykkeligt. Man bliver ikke en selvsikker og  glad pige af at få lavet indgreb og gøre sig til et andet menneske end den man er. De indre værdier og troen på sig selv, sidder ikke i udseendet, men i det man er og ved at arbejde med sig selv. At have værdier, der strækker sig ud over at have et godt udseende og være klædt i smarte mærkevarer, der er hip. Det er sygt når man har brug for at gå med maske, og ikke gå uden for en dør før den er lagt. Åh hvor har jeg mange tanker omkring hvad det næste bliver – en ny næse – noget andet nyt – det er helt Michael Jackson agtig – og hvordan endte det med ham – ja det ved vi jo. Han var da så smuk i hans medfødte look – og det kan jeg sige at hende jeg skriver om, også er/var. Hun var så unik og speciel at hun ikke selv kunne se det, og forsøger nu at efterligne en anden, for at falde ind i et fællesskab. Det er ikke stærke piger der går den vej, for de kan sagtens klare sig og laver selv trends, hvis det er det de vil. De har styrken til at lede dem, der har brug for en leder og trendsetter. Jeg ville virkelig ønske at miraklet skete, at der dukkede et menneske op, der var godt formulerende og kunne give noget indsigt og vende fokus fra den der selvproformen til noget med mere indhold. Det er virkelig en verden jeg overhovedet ikke kender til og som frastøder mig så meget, at jeg ikke ville bryde mig om at stifte bekendtskab med den. Må sige, jeg ser ingen happy ending – ikke uden smerte…

Hverdagsliv–lørdagstanker

DSCN8037

Det er november og det er koldt og det er mørkt i flere og flere timer af døgnet. Jeg har svært ved at komme tidlig op, så det er godt at min hund venter til jeg rør på mig. Han er faktisk meget nem at have med at gøre – altid afventende, modsat katten, som kræver ind og bliver ved med at miaue til hun får sin vilje. Ejer ikke pli Smiley, der blinker

Og morgenturen gik over marken, som nu er åbnet for os hundemennesker, efter kvæget er kommet i stald, eller hvor de nu skulle hen. Træls at tænke på, at mange af dem måske går til eksport, og skal ud på de der lange køreture, presses sammen på et lad. Vi holder jo af dem, og nogle af dem blev født derude på marken, og andre blev lavet, men er ikke kommet ud endnu. De gik og havde det godt, det er sikkert og vidst – derfor også vedmodet over deres videre skæbne. Men nu er det altså os Charlie og mig, Stella og Mokai, Helle og Sofia, Bodil og Luigi, Margit og Bertram og hvad de ellers alle hedder, der bruger marken i det næste halve år. Så snart det er rigtig vintersnevejr kommer børnene med deres bobslæder og nogel har ski på fødderne, og så bliver der hvinet og leget. Det er sådan en herlig lyd og Charlie, han elsker jo sne og pløjer sig igennem det, jo mere jo bedre. Han har det bedst når det er koldt, og bryder sig slet ikke om varme sommerdage. Og jeg, ja jeg elsker også sne og håber hver vinter på, at vi får masser..

                                       DSCN8780

Men der går nok en måneds tid endnu. Jeg har også en del der lige skal ordnes inden, som at få tomt drivhuset og få alle georginknoldene op ad jorden og lagt til tørre. Det halter lidt med de der aktiviteter og at få tingene gjort. Jeg er altid igang med en god bog, der skal læses og der skal gåes ture med hunden og der skal hækles på tæppet og så er der alt det der skal skrives her der og allevegne. Jeg har såmænd nok om ørene – ikke at forglemme billder der skal tages og billeder der skal redigeres. Alt tager tid – ting tar tid – som Piet Hein skriver…og det mest trælse får lov at vente og udskydes til næste dag eller næste uge. Det er jeg professionel til at gøre – lige til det ikke kan udskydes længere, men så er jeg også hurtig og effektiv. Som regel 3 ting ad gangen.

Og nu er det aften, jeg har ikke spist endnu, også en af de ting, der halter, men hvad pokker – sydpå og i staterne spiser de jo også lige før de skal i seng – læser jeg – og det gør jeg med. Omkr kl 20 og derefter går vi tur ned ad Bakkestien og Charlie tager en tur over marken. Han har lys på sådan jeg kan se ham. Og det er ligeomlidt….

Frihed uden frygt

DSCN8165

For mig er frihed af stor betydning, og at være pensionist, at gå på pension en stor følelse af at være uafhængig. Jeg har friheden og muligheden for at gøre lige, hvad jeg har lyst til og nyde alle de gratis glæder – som ligger lige først for. Nemlig at se det store i det små – bruge naturen, bruge mit kamera og at opdage, hvor godt livet det er. Også selvom jeg ikke har røven fuld af penge, ikke bor tip top moderne, men i et hus, der er utæt, og at jeg godt kunne ønske sig nogle flere vinduer. Men så pyt da…..Det er mit hjem, og mine dyrs hjem og vi bor sammen i ren harmoni og der er ingen, der blander sig i dagens rytmer eller forlanger noget af mig, ud over mig selv. Jeg har aldrig brudt mig om regler, og det kommer jeg heller aldrig til, når jeg ikke selv har haft nogen indflydelse på, da de blev vedtaget. Det er så let at sige, at det står i reglerne/loven, som feks hundeloven, – at min hund skal gå i snor. Min hund og jeg har en usynlig snor imellem os, og han adlyder, så hvorfor ialverden skulle han så have en fysisk snor og derved miste sin frihed. Ja der kommer det igen – friheden. Jeg har haft mange diskussioner og har fået pegefingeren rigtig mange gange. Jeg er ikke immun overfor kritik, så jeg er mere eller mindre krøbet til korset – ved bebyggelse og når jeg ser visse hunde og mennesker, der ikke bryder sig om fremmede hunde. Frygt går lige direkte ned i hunden genem linen, ligesom alle andre følelser, som vrede og glæde. Kan mennesket ikke lide den hund, de møder, kan hunden heller ikke – de mærker det med det samme. Sådan kan jeg gå og bedømme de mennesker jeg møder gennem min hunds reaktioner, og tænke mit. Venlige mennesker skaber venlige hunde – og de har vel fortjent at blive talt pænt til uden al den ryk i snor og kommanderen. Det er ikke til at holde ud at være vidne til og skaber frygt og forvirring i hunden. Ligesom børn, der hele tiden får skæld ud bliver frygtsomme mennesker og frygt skaber agressioner og så har vi balladen…Bidske hunde, bidske mennesker og hvad de egentlig savner er nogen, der holder af dem og vender frygten til tryghed, istedet for kort snor og begrænset frihed. Hvem kan lære noget i fangeskab….ja jeg ved det ikke, for jeg har altid brudt mine lænker, koste hvad det ville. Selvfølgelig er der hensyn at tage, – altid

torsdag d. 9. november

Mit hverdagsliv drejer sig meget om mine dyr, mine ture i naturen sammen med min hund Charlie, bøger jeg læser og lidt sundhed og helse tanker – og at fotografere. Jeg bor i et område hvor der er meget natur som skov og sø, marker og enge. Her er sådan noget som 100 km til hver side ud til havet øst og vest, så det er det mørke Jylland. Die Insle zwichen die Mehre hedder det vidst nok på tysk. Jeg har ikke Blogget før og ved knap nok hvordan det fungerer, men nu vil jeg give det et forsøg og lade dette være mit første indslag…